TRADITIONEL DANS
Meke: Fijis tradition for dans, sang og fortælling
Meke er fællesbetegnelsen for fijiansk dans, sang og historiefortælling – og det er en helt særlig tradition, som adskiller sig fra de ildshows, der opføres for turister omkring Nadi.
Se datoer for Fiji Fire Dance på GetYourGuide ↗Hvad meke faktisk er
Meke er det generelle fijianske udtryk for en traditionel forestilling, der forener reciteret eller sunget poesi, koreograferet dans og historiefortælling – historisk brugt til at fastholde historie, legender og betydningsfulde begivenheder for samfund uden en skriftlig tradition. En meke er ikke en enkelt fastlagt rutine; det er en bred forestillingsform, tættere på begrebet "fijiansk danseteater" end på nogen bestemt dansestil, og forskellige landsbyer og regioner har deres egne repertoire, der er gået i arv gennem generationer af udøvere. At lære en landsbys meke tog traditionelt år med øvelse, da bevægelserne, chanten og meningen alle skulle overføres korrekt fra de ældre til de yngre udøvere.
Forskellige møder, forskellige roller
Inden for meke findes der anerkendte kategorier, som udføres af forskellige grupper — mænds krigsdanse udført med køller eller spyd (til tider kaldet meke wesi), kvinders viftedanse udført med vævede vifter (seasea), samt siddende eller stående former, der lægger vægt på hånd- og armbevægelser frem for bevægelse hen over gulvet. De specifikke danse, kostumer og sange, der anvendes, er ofte knyttet til en bestemt landsby eller lejlighed, hvilket er en del af grunden til, at programmerne ved kulturelle shows kan variere — du kan opleve et andet udvalg af meke afhængigt af, hvilket lokalsamfunds optrædende du ser.
Meke og ilddans er ikke den samme tradition.
Det er let at slå meke og ilddans sammen i ét og samme aftenunderholdningsshow, da de ofte er programmeret lige efter hinanden, men de stammer fra vidt forskellige traditioner. Meke er fortællende sang- og dans fremført i hele Fiji, uden tilknytning til én bestemt ø. Fijiansk ildgang (vilavilairevo) er et arveligt ritual, der er specifikt for Sawau-folket på Beqa Island. Ildknivdans er derimod udviklet i Samoa og er en moderne polynesisk underholdningsform snarere end en traditionel fijiansk én. Et veldrevet show bør gøre disse forskelle tydelige frem for at præsentere alle tre som ét udifferentieret "fijiansk ilddansshow.
Instrumenterne bag forestillingen
Meke ledsages traditionelt af percussion og sang frem for kun melodiske instrumenter — lali (en udskåret træspaltetromme) bruges til at sætte rytmen og signalere starten på en forestilling, og gruppens vokale sang fører historiefortællingen videre. Mange kulturelle aftener rettet mod besøgende tilføjer et strengeorkester med guitar og ukulele-lignende instrumenter for en mere moderne, tilgængelig lyd mellem eller ved siden af meke-segmenterne — behageligt at lytte til, og ofte med ægte dygtige musikere, men det er en anden register end den traditionelle, sangdrevne meke selv, så antag ikke, at de strengeorkestersange, du hører, er meke.
Hvad danserne faktisk forestiller
En meke fortæller ofte en bestemt historie – en legende, en historisk begivenhed, en hyldest til en høvding eller et hverdagstema som fiskeri eller plantning – udtrykt gennem synkroniserede bevægelser og formationsskift snarere end abstrakt dans. Kostumer, fra vævet masi (baststof)-elementer til skjoldpynt og løv, vælges for at passe til den historie, der fortælles, snarere end udelukkende for den visuelle effekt. Hvis et show giver nogen forklaring på, hvad en bestemt meke repræsenterer, så er det værd at lytte efter – meningen er som regel den mere interessante del, langt ud over selve koreografiens spektakel.